Trin 1-4: Forarbejdet til dit moodboard

Trin 1-4: Forarbejdet til dit moodboard

Trin 1: Dokumentér rumforholdene

Tag udgangspunkt i rumforholdene og detaljerne i rummet.
Som det første skal du have dannet dig et overblik over det fysiske rum. Hvilke egenskaber har rummet? Er der detaljer, du skal tage højde for, f.eks. en brændeovn , stuk eller et specielt vindue? Er rummet lyst eller mørkt? Stort eller lille? Er der noget særligt smukt i rummet, som du gerne vil have, at blikket bliver draget imod som det første? Notér rumforholdene. Tag billeder.

Iconik Tarkett

Trin 2: Gør status over eksisterende inventar

Har du allerede nogle ting med det rigtige udtryk?
Et indretningsprojekt starter sjældent med et tomt rum. Ofte har du allerede ting, du gerne vil bruge. Hvis du skal indrette en stue, har du måske allerede sofaen. Selv hvis du skal indrette et nyt rum, som du ikke har haft før, f.eks. et hjemmekontor eller børneværelse, har du sikkert også nogle ting, som du kan bruge, f.eks. en plaid eller nogle gardiner.  Tag billeder af disse ting. Mange begår den fejl, at de starter med at male væggene og lægge gulv – for derefter at opdage, at farverne ikke passer til møblerne. Derfor bør du starte med at gøre status over de ting, du allerede har, før du vælger farver og materialer til vægge og gulv.
 

Iconik Tarkett

Trin 3: Stil spørgsmål

Sæt ord på, hvad du kan lide.
Ved at sætte ord på din udfordring og de ting, du godt kan lide, bliver det nemmere at søge inspiration. Udfordringen kunne f.eks. være "indrettelse af lille entré", "hjemmekontor i soveværelset", "børneværelse til treårig" eller "hyggelig stue". Stil spørgsmål til dig selv (og din bofælle, partner eller barn). Er der et rum, som du virkelig har elsket at opholde dig i? Hvordan så det ud? Hvilke ting (alle kategorier), synes du, er smukke? Hvad er vigtigt for dig? F.eks.: "Et miljø, der ikke er sart, hvor jeg kan være kreativ", "et sommerhus, hvor børnene kan løbe ind og ud med sandede fødder" eller "mange planter". Hvordan skal dit hjem føles? Skab din egen historie: "Et rum, hvor alting ser ud til at komme fra havet og stranden" eller "et hjem, hvor alle rum indbyder til kreativitet og inspiration".
 

Iconik Tarkett

Trin 4: Søg inspiration

Lad ikke prismærket afskrække dig, når du laver dit moodboard. Dyrt design kan bruges som inspiration til at finde alternativer til en fornuftig pris.
Nu er det tid til at bruge de ord, du har skrevet ned, til at søge efter inspiration. Tag billeder og/eller skærmbilleder, og gem dem i en mappe. Du behøver ikke at være realistisk på nuværende tidspunkt. Hvis du ser et tæppe, du godt kan lide, men som du absolut ikke har råd til, så tag det med. Et moodboard er ikke en shoppingliste, men billeder fra din opdagelsesrejse, hvor du klarlægger din stil. Hent inspiration fra film, kunst, arkitektur, mode, smykker, natur og mennesker. Det kan være et portræt af et menneske i et miljø, der fanger den rigtige følelse. Noget, der viser en farvekombination, du kan lide. Forlad internettet, og gå på opdagelse i gamle og nye tidsskrifter, butikker og loppemarkeder. Saml stofstykker, sten eller smykker.
 

Shade